Hund smasker om natten: Hvorfor?

Hund smasker om natten: Hvorfor?

De fleste hundeejere kan blive enige om én ting: hunde er bare det bedste i verden! Og man kan som hundeejer let blive henført af ubetinget kærlighed ved synet af sin firbenede ven, der klør sig i hovedet med poten, kommer stolt trissende med din løbesko i munden, eller når den møver sig ind under din arm og med bedende øjne forlanger flere bløde strøg over pelsen.

Hunde har dog også vaner, der virker knapt så bedårende. Og den natlige smasken med munden er helt sikkert et punkt, der deler folk. Nogle finder lyden henrivende – andre synes, det er vildt irriterende!

Men hvorfor smasker din hund egentligt om natten? Og er der grund til bekymring? Svarene kan være mange – og du får dem alle her.

Din hund smasker om natten, fordi den er tilpas

Den mest hyppige årsag, til at din hund smasker i søvne, eller når den bliver nusset, er, at den er tilpas. Den lette smasken kan derfor læses som et ganske positivt signal, der indikerer, at hunden har det godt og trygt, og at der ikke er fare på færde.

Din hund ”dier” i søvne om natten

Det er ikke uhørt, at din hund ryger direkte tilbage i hvalpestadiet i sin trygge søvn. Og de beroligende smaskelyde kan være et tegn på, at din hund er i fuld færd med at die i søvne.

Din hund smasker, fordi den har kvalme

Grunden, til at din hund smasker om natten, kan også have en mere negativ karakter. Overdreven smasken ledsaget af savl, skummende mundvige eller overdrevne synkebevægelser kan også skyldes, at hunden har kvalme.

Men denne form for smaske-adfærd vil oftest ske i vågen tilstand. Og du vil formentlig også opleve andre symptomer som eksempelvis manglende appetit eller nedsat aktivitetsniveau, hvis din hund lider af kvalme.

I sådanne tilfælde findes årsagen til miseren ofte i hundens fordøjelsessystem. Eksempelvis tarmbetændelse, mavesår, maveinfektioner eller forstoppelse. Hunden kan også have indtaget et fremmedlegeme, der sidder og skaber ravage i mave-tarmsystemet. I alle tilfælde bør du kontakte en dyrlæge og få årsagen afklaret, så hundens ubehag kan mindskes.

Tandproblemer kan være årsag til, at din hund smasker om natten

Hvis din hund smasker og slikker sig meget om munden, kan det være et tegn på problemer med tænderne. Mange ældre hunde oplever problemer med tænderne i varierende grad, og ofte vil tilstanden være ledsaget af en dårlig lugt fra hundens mund.

Har du mistanke om, at din hund har dårlige tænder, bør du opsøge en dyrlæge, der kan rense hundens tænder og forhåbentlig afhjælpe dens smerter.

4.4/5 - (5 stemmer)

Del artiklen på sociale medier

Del på Facebook
Del på Twitter

Andre artikler der måske kunne friste...